Hvad vil du, Sanne Søndergaard?

nøgenbeth

 

Blot fordi man flasher Abyssen på Facebook, skal man udsættes for karantæne. Det bliver jeg kraftedemig træt af! Det var tre dage, og det tog næsten livet af min lever! Men her er jeg altså, nøgen. Nu ved I, hvorfor filejserne er VILDE med mig! Skål!

Bethany om hår i røven

Fra Bogen “En Bitterfisses bekendelser”

Det var lige godt satans. Endnu engang har Bethany været ved at omskære sig selv. Men sådan kan det gå, når man holder af at beskære buskletten. Jovist, Bethany bruger Venus, og jeg skal komme efter dig, men akke nej, når jeg barberer røvhul, er det åbenbart dømt til at gå galt. Også selv om man sidder dér på hug med fuld belysning og spejl, så man kan følge med. Det er de fordømte, blomkålslignende tingester, der stikker ud af mit numsehul. Og fordi jeg er en smule løs bag til, kan jeg ikke bare presse dem op – to sekunder går der, så har de sneget sig ud igen.

Bethany har skam forsøgt sig med brasiliansk voksbehandling hos den lokale Svetlana, men det var ingen succes. Dér lå man. Med enden i vejret, mens klorinrusseren forarbejdede skrævet, så en smule elskovssaft var uundgåeligt. Og havde vi så bare kunnet nøjes med det. Men Bethany blev ikke bare behandlet af en russer. Hun havde sgu også de røde svin på besøg, hvilket voksdukken åbenbart ikke lige tog højde for. Tamponsnoren sad fast i voksstriben, Svetlana rev, Bethany hylede, og “svup” sagde det, da min skamlæbebehåring blev hevet af, for ud røg også den gennemblødte tampon, som efter sin sprøjtende himmelflugt landede på væggen med et tydeligt klask. Derefter måtte Bethany selvfølgelig revse russeren. Fandme om hun skulle stå der og hive min dyre tampax ud af kussen, som havde man penge som en anden Joakim von And.

Underlivsbehåring hos kvinder er en besynderlig sag. Lidt ligesom bussemænd. Alle har det, men ingen taler om det. Men Bethany gør dog. For vi har jo masser af hårvækst i skrævet, røven og ned af lårene, og jeg kan godt sige jer, vi fortjener en smule anerkendelse for at holde lortet nede. Hvorfor fanden tror I, man har opfundet Mors Dag?

Visse mænd er dog vilde med en voldsom bjørn frem for en spæd, lille mis. Faktisk har Bethany hørt, at voldsom skrævbehåring er tilbage i modebilledet, hvilket man så udmærket kan forstå. Det må immervæk tiltale mange mænd. De er jo konkurrenceorienterede, så mon ikke det vil give et ekstra lille ryk i pikkemanden, hvis de skal grave sig frem til kusse, klit og rektalindgang? Hos Bethany skal de så grave endnu mere på grund af hæmoriderne, men ingen har sagt, det skulle være nemt at tiltuske sig et stykke med Bethany. Man skal kraftedemig ikke gå for at være lettilgængelig.

Det handler om kusser

Bethany læser med stor fornøjelse Jette Hansens blog. Ikke så meget fordi emnerne interesserer mig synderligt. Det handler jo meget om Klynkekusserne, og de er et ret overstået kapitel i Bethanys verden. Men Jette skriver forpulet godt, rasende og ærligt. Lige noget for mig, når jeg sidder i min søndagsfernetrus.

I dag er den dog gal, og jeg er helt uenig. Kussen er da elsket! Kraftedemig, det er den. Har da saftsusemig aldrig mødt en pikvedhængt, der ikke tilbad Abyssen i al dens rummelighed. Jovist, mænd sætter pris på en god omgang oral og en tur i rektalen, men det gør vi sgu da også. Det ene udelukker kraftedemig ikke det andet. Variation er godt! Og kører sgu da ikke kussen ud på nogetsomhelst sidespor. Må jeg være fri! Og ingen mand har nogensinde hævet så meget som et øjenbryn over Bermudaen, eller beordret Bethany til at gøre noget ved knibeøvelserne. Havde ellers været fair nok. Er kraftedemig blevet slatten.

Jamen, det er da meget muligt, jeg har misforstået hele indlægget. Har trods alt tømmermænd som aldrig før, og så må I ha’ mig undskyldt. Men mænd elsker sgu da kusser. Eller har jeg bare været heldig?

Næh. Værre tror jeg, det står til med kvinderne selv. Usikre typer, der tror deres skræv skal være identiske med dem, de ser i pornofilm (Helt glatte! Og ikke en indre skamlæbe at skue). Mænd ved bedre. Og de elsker fandme jeres kusser, så længe I bare er gavmilde med den. Ligesom med patværket! Tilgængelighed og gavmildhed er nøgleordene her. Fat det dog, åndsboller.

Bethany har selv den dejligste kvælerkusse. Den er rummelig, evigt sjaskvåd, med indre skamlæber, der hænger udenfor på en meget lang måde, og der er fandme også hår hist og her, for at det ikke skal være løgn. Har som sagt aldrig fået en klage. Opsluger saftsusemig alt! Borer gerne hele skrævet ned over fjæset på en filejs, så må han kæmpe for luft. Og gerne i høj sol. Bethany er en selvsikker kusse på den måde. Det er dét mændene vil ha’. Taler eddersprøjtemig af erfaring.

Jette H, din lækre steg, enten har du været forpulet uheldig med de pikvedhængte, eller også trænger du fandme til en dram eller tre! Kussen tager sgu da ikke skade af at være statist i ny og næ. Er da i så fald noget af en røvsyg primadonnafisse.

Og så et link til de usikre kvinder. Elsk dog jer selv. Der findes garanteret grimmere kusser  derude.

Kvælerkussen

Bethany sidder stadig i beskidte underhylere og morgenhår der som bonus stinker af bræk. Det har i sandhed været en vild nat. Selv Kvælerkussen er øm. Og det sker fandme ikke så tit. For det er de færreste pikkemænd, der kan fylde ”The Abyss”. Kvælerkussen? Tænker nogle af jer undrende. Det er så de af jer, som endnu ikke har købt Bogen, hvori jeg forklarer, hvorfor mit underliv nok mere er kvælende end bittert. Vi er altså ikke ude i noget truet dyreart. Og dog…

Men lad os vende blikket tilbage til aftenens udskejelser. Trods stjernestatus og brændende skambamser var Bethany for en gangs skyld på Bodegaen. Og den fik saftsusemig ikke for lidt. Åreknuderne blev luftet, narkosekøllen blev svunget, og Kvælerkussen blev indtaget af en stor, fed dunkende negerpik. Og det kan jeg godt sige jer med det samme: Jeg var nødt til at genopleve et stykke med neger efter fredagens skandaleramte X-Factor, hvor det eneste lyspunkt var Lionel Richie. Ja, ikke fordi han er videre køn, men han synger jo som en drøm, og man ved bare, der findes en anakonda af usete dimensioner i de bukser.

Så da jeg øjnede en chokofarvet filejs henne på den lokale – i øvrigt et sjældent syn – skruede jeg op for Bethany-charme og Fernet-ånde, og der gik ikke da så heller ikke længe, før gigantpikken var i færd med at splitte Kvælerkussen ad ude på lokummet. Gennempulet blev jeg henover tønden, alt hvad skåneærmer og skræv kunne holde til, så hele lortet fandme var ved at falde fra hinanden. Ikke mindst Bethanys hoved, som konstant hamrede ind i de lortebrune fliser.

Og så skulle man jo tro, at aftenen endte med et knald, men dér må jeg skuffe jer. For efter lokumsepisoden blev Bethany fandme syg. Bedst som jeg var tilbage på barstolen med massiv bule i hovedet og sæd silende ned ad stængerne, ørlede jeg ud over både bardisk og sidemand. Ud af ædespalten stod det i stråler med fiskepinde, bastogne og jeg ved fandme ikke hvad. Er sgu bange for, at vommen er blevet sart. Jamen, kan I ikke se, at jeg måske er blevet smittet af Speltkussebanden, så maven pludselig er blevet overfølsom overfor alt andet end øko, tomhjerne og spelt. Man ved det fandme ikke. De er jo hekse, de kællinger. Det er både sikkert og vist. Den manglede vorte på næsen, har de garanteret i skrævet. Måske er de i færd med at omvende Bethany over en gang heksebryg og brændt kussehår. For ikke nok med sart vom, så har jeg fandme også lagt mærke til, at jeg pludselig er begyndt at føle en snert af kærlighed til Rasmus Seebach. Det er mere end jeg magter. Manden kalder sig Ralle og har lavet den dyre med leverpostejstøsen Zangensinken. Fandme om jeg gider! Men draget, det er jeg!

Og så kan man jo heller ikke lade være med at tænke: Manden er slyngveninde med Richie, hvilket må betyde, at hans diller rent faktisk kan måle sig med negerens. Sådan er mænd jo: De kammersjukker den ikke med en større penis, end de selv kan lægge for dagen. Må huske at holde øje med, om han også har store sko, skulle jeg en dag støde ind i ham. For hvis det vitterligt forholder sig sådan, så kan jeg saftsusemig godt byde manden op til en gang disco tango!

Nåh men Bethany blev kørt hjem fra Bodegaen i en rusten trillebør. Husker intet andet, end at en af gutterne (Skæve Torben) hev strømpeholder og skåneærmer af mig og lastede mig i seng.

Altså, en helt normal weekend hos Bethany. Og nu må jeg hellere gå ud og fodre høns.

Afsløring

Ekstra Bladet leder efter det kæmpe kvaj, der var så snotdum at betale Bendtners pizza forleden nat. Bethany går til bekendelse. Det var mig. Det sker ikke sjældent, at Bethany har en finger med i spillet, når ting sker. Skulle I tvivle, kan I spørge Tantholdt – omend han nok er for stiv til at bekræfte. Men nu har jeg altså betalt Bendtners mad, fordi idioten havde glemt sit dankort.

Men alt har som bekendt en pris. Akkurat som Bethany. Og Mascha Vangs plasticpatter.

Hvad Zangensinken har at sige til den sag, må hun selv ligge og rode med. Sandheden er, at ingen kan hamle op med Bethany, når det kommer til mænd.

Bethany kan dog forsikre alle om, at det var sidste gang Bendtner fornøjede sig i Abyssen. Bethany er ikke til arrogante typer, og desuden fylder Pilou og Kaas-kæppen alt for meget i mine tanker – i momentet. Godt nok er Bethanys skræv rummeligt, men der må være en blonde.

Bethany

Den fine illustration er begået af damen ovre hos Rådne Radisser.

Jul med Bethany

Bethany er ikke for børn, det ved alle. Og åbenbart heller ikke for gratisavisen Urbans læsere. Bethany blev ellers kontaktet af en vældig sød journalist, som ville interviewe Bethany om jul og traditioner. Bethany var i godt humør den dag – og pattestiv – og var derfor vældig gavmild og medgørlig. Bethany er god, når hun er medgørlig. Bare spørg den lokale bydreng. I Guder, hvor fik han lov til at prøve kræfter med the abyss. Bethany glemmer aldrig, da han benovet udbrød: “Jamen, Bethany. En hel arm!!” Og bare rolig. Jeg krammede ham kærligt bagefter og skænkede ham en Fernet. Var dog lidt i tvivl om, hvorvidt sidstnævnte var et skråplan. Alkohol til 14 årige er måske lige at stramme den. Nå, men for at gøre en lang historie kort: Et svar blev sendt afsted til Urban.

Journalisten var begejstret, men ikke så sikker på, om hendes redaktør var parat til Bethany. Bethany undrer sig en smule over, hvorfor hun så blev kontaktet i første omgang. Men nuvel. Bethany blev ikke bragt i Urban, det gjorde derimod Morten Messingpik og en eller anden ukendt blanko af en Hollywoodfrue. Bethany har ondt af Urbans læsere. Derfor bringer jeg interviewet her på bloggen i stedet. Det er trods alt mere interessant. Det er jo skrevet af mig.

– Hvad er den bedste gave, du nogensinde har givet? Til hvem, hvornår og hvordan blev den modtaget?

Bethany giver ikke gaver. Hun giver kærlighed. Bethany er jo god god på den måde. Den lykkeligeste modtager må have været Hans Peter tilbage i julen 1983 efter et julehalbel i Sorø. Dengang var Bethany punker og overraskede med kunsten at recitere Strunge, mens jeg skamred knægten, til han var blå i hovedet. Dengang forstod man indbegrebet af julen; uselviskheden, I ved. Så selvom Hans Peter var tudegrim og med sikkerhedsnåle og bumser i hele femøren, så fik han en tur i Bethanys juleslæde. Bethany håber, at de unge mennesker vil møde julen 2011 med samme standard for næstekærlighed. Ingen skal som bekendt være ensomme i julen.

– Hvad er den værste gave, du nogensinde har fået? Fra hvem, hvornår og hvilke folder lagde du ansigtet i!?

Her skal vi tilbage til julen 1988, hvor Ole Thestrup aflyste vores kærlighedsjuleferie, fordi han skulle modtage en eller anden røvsyg hædersbevisning i Canada for at have nødlandet et fly! Han blev sgu væk i 3 måneder! Bethany forstod aldrig Oles behov for at spille helt på den måde, og hun græd i mindst fyrretyve dage. Livet stillede sig heldigvis så velvilligt, at det i samme stund viste mig vejen til Fernet. Så nu er jeg kommet over det og må erkende, at jeg faktisk har en del at takke Ole for.

– Hvordan skal du holde jul i år?

Tvillingerne og datter på 4½ skal være hos deres fædre og deres mænd. Adolf når desværre ikke at komme hjem fra hospitalet. Han har fået noget endetarmsbetændelse. Kronisk, er lægerne bange for. Det er simpelthen så synd, og han må konstant sprøjte vodka op i bagdelen for at holde smerterne ud. Så Bethany laver en god middag til gutterne henne fra den lokale, og så drikker vi Fernet og hører Abba hele aftenen. Og kender jeg dem ret, natten med. Hvis Bethany er heldig, ender hele ramasjanget med en tur i kanen.

– Hvad er din yndlingsjuletradition?

Det må være at kysse under misteltenen! Bethany elsker at sprede glæde på den måde og har derfor et dusin misteltene hængende rundt omkring på gården. På den måde kan både posten, håndværkerne og adoptivsøn Adolfs venner smage lidt på Bethany. Og må jeg tilføje, at jeg i julemåneden ikke er nærig med Branca Mentaen. Den er god imod dårlig ånde, skal jeg sige jer.

– Hvad husker du bedst fra din barndoms juleaftener?

Åhh, minderne vælter frem, og det er svært at vælge: Far oppe i Nabokone Lone, mor i håndgemæng med de 11 plejebørn, den bogstavligtalte sprængte gås (morfar troede, at krudt i numsen på den fede satan ville fremskynde tilberedningsprocessen), eller da stråtaget brændte, fordi min morbror ville spare på strømmen ved sætte rigtige lys i det juletræ, som altid var placeret ved siden af skorstenen. Men skal Bethany beslutte sig, må det være, at min familie havde for vane at invitere alle kvarterets fattige indenfor – blot for at grine af dem. Det var gode tider.

– Hvad spiser du juleaften – og gemmer der sig en opskriftshemmelighed?

Åh, det samme som de fleste andre vil jeg tro. Lørdagskylling m. ris og en dejlig creme fraichesovs, og så får jeg Fernetflødeboller til dessert. Og så rigelige mængder af Fernet og snaps til at skylle ned med. Og det må indrømmes, at vi her i familien nok har mest fokus på dessert og drikkevarer. Opskrift? Bethany tager den da på gefûhl (genfyldning). Man skal ikke være nærig med den slags.

– Har I særlige juleritualer i din familie?

Vi forsøger at holde fast i traditionen med at grine af de fattige, men det er svært med al den kontanthjælp.

Sidst, men ikke mindst, vil Bethany sende en julehilsen til alle jer læsere: Vær friske med fileten, ikke nærige med Fernet’en og fuck it all (bol det hele)

Bethany

Bethany om børneopdragelse

Bethany er ramt af familiefølelser. Det må være en konsekvens af den spirende relation til Real-Pilou. Æggestokkene jamrer, den manglende livmoder trækker sig sammen, og sædcellerne svømmer i mine øjne, hvorfor det må være på sin plads at finde de seriøse og dybfølte briller frem. Man kan jo ikke påtænke at stifte yderligere familie på uigennemtænkt grundlag!

Først skal I dog lære et nyt ord: Byokrati. Det betyder rundt regnet: “At gøre noget simpelt meget indviklet”. Visse mennesker, som eksempelvis pikhovederne Sohn fra SF og Espersen fra DF, er vilde med den slags. Det giver dem nemlig muligheden for at bestemme en hel masse, selvom de i deres unge dage were hanging with the wrong crowd (hang og spillede Wii med de forkerte krager). Egentlig ved Bethany ikke helt, hvad hun her taler om, men det gør ikke noget, for det er der heller ikke andre, der gør. Men det handler vist om noget med kommunister og nazister, som stort set er det samme. Begge vilde med at sætte folk i lejre.

Nåh, men Bethany mener bare, det er galt! Her går jeg og forsøger at præparere mig til kommende familieforøgelse (counting on you, Pilou!! tæller på dig, Pilou!!) og samtidig lære tvillingerne noget om konsekvenser: Slår du din bror med en svensknøgle, slår mor dig med en af samme slags. Forskrækker du hunden, får du (godt nok ufrivilligt) betændelse fra kræets analkirtler i hovedet. Banker du ikke på, før du åbner døren til mors soveværelse, risikerer du at stå ansigt til ansigt med The abyss i karambolage med speculum.

Og skal Bethany bedømme, virker opdragelsesmetoden fremragende. Aldrig har jeg før set så passive og stumme børn, men så toner skabninger som Sohn og Espersen frem på skærmen, og så bliver det kraftedemig svært! For hvordan helvede skal man forklare, at man sagtens kan smide gas, arbejdslejre, død og ødelæggelse i hovedet på alt lige fra jøder til negere, men alligevel få lov til at dingle beruset rundt i Snapstinget og kramme med den yndige Pia Piknæse? Alt sammen på grund af byokratiet, der gør, at vi ikke bare kan sige “Skrid, du har jord i hovedet” uden samtidig at skrive en roman, finde beviser og forklare alt, så selv Mascha Vang og Medina kan forstå det. Nok er Bethany et fantastisk forbillede, men med de betingelser er det altså op ad bakke.

Bethany påtænker i øvrigt en karriere indenfor politik.

Bethany