Video killed the radiostar – (Del 2)

Nej nej…nej nej nej nej nej…NEJ! Hun kom, hun så og blev aldrig fundet. P4 – hvad giver I mig?? P fucking 4! Der er sgu da ingen, der lytter til P4. Det er fandme som Loch Ness uhyret: Ingen kan bevise, at det eksisterer. Nu har jeg ledt og søgt hos både høj som lav, og P4 findes altså ikke, så jeg fik aldrig hørt Klidmoster folde sig ud på de billige rækker. Det var synd. For Klidmoster. Er P4 kun noget, man får adgang til, hvis man modtager førtidspension eller er psykisk sårbar?

Bethany er skuffet.

Video killed the radiostar

I tror, at jeg er blottet for selvindsigt. I tror, at jeg ikke lytter til jeres moralske peptalks, som skal få mig til at tænke mig om en ekstra gang, inden jeg skriver slemme ting. I tror, at jeg ikke finder jeres kommentarer indsigtsfulde, inspirerende og udviklende. 
I har ret. 
Men når det er sagt, så har jeg læst på en af de utallige moraliserende jeg-giver-mother-fucking-theresa-baghjul-blogs, at alle fortjener en chance til. Selv Klidmoster, så det får hun. Derfor vil jeg lytte til hendes helt sikkert meget interessante volddyrkelse af is i radioen dags dato. Jeg er SÅ spændt! Kan slet ikke vente!


Onanikartellet. Et kollektiv with benefits.

Har I noget begreb om hvor mange konstant onanerende bloggere, der findes derude? Det er mange, kan jeg godt fortælle jer. Kartellets indlæg ser gennemgående sådan her ud: ”Jeg ventede spændt. Spændt er ordet, og det blev jeg. Ud altså. Jeg sprækkede næsten. Det gjorde ondt, og jeg kunne mærke det helt omme i numsen. Jeg blev glad. Det er dejligt at mærke det onde i numsen. Det er Hans vilje, så jeg er glad. Glad for det onde i min numse, taknemmelig for mine sprækker og for evigt spændt ud i forventning om Hans næste ordre. Jeg håber, at jeg skal sprække. Igen. Som en pølse. Det onde i numsen.”
Den slags er de vilde med i Onanikartellet, og de slås næsten om at få lov til at være den første, der får lov til at kommentere: ”Jeg kender det bare SÅ godt. Spændingen i maven…og i numsen”. Efter det går det slag i slag:
Djævelivagina: ”Præmissen må være, at du er spændt.”
Oles date: ”Tis på ham, din spændte tøz”
Kongelig – næppe!: ”Det minder mig om, da jeg viste hele internettet mine bryster. Hele internettet. Jeg kommer altså lidt nu ved at tænke på det.”
Engråmusundertapetet: ”Stik i mig nu. Helst med en nål…eller et stegetermometer. Det er lige meget. Bare stik mig”.
Djævelivagina: ”@Kongelig – næppe: Jeg kommer også. Snart. På dine bryster. På min skærm. Den bliver fedtet. Åh, hvor jeg elsker det.”
Oles date: ”Jeg kommer med. Uanset hvor vi skal hen. Det er Hans ønske. Hans mening. Hans ordre. Jeg tænder så meget på ikke at tænke selv.
Engråmusundertapetet: ”@Oles date, vil du stikke mig?”
Oles date: ”@Engråmusundertapetet, er det en ordre?”
Engråmusundertapetet: ”Stik mig, dit slidte skræv”
I kor: ”VI KOMMER!
De holder virkelig af hinanden i Onanikartellet. Det er synd for dem, at de aldrig får noget og derfor må nøjes med at klistre hinanden ind i cybersekreter, men lidt har vel også ret.

Onsdag med Bethany

Hader man ikke bare de dage hvor chefen er pisse morgensur, man har fået for lille busteholder på, så babbelutterne hopper ud over kanten og konstant skal proppes tilbage. Derudover har man glemt sine torskerognsmadder derhjemme og må overleve kantinens øko-køkken. (Hvad fanden ER det med det øko-pis?!)

Og hvad skal vi lige ha’ til aftensmad? Tvillingedrenge på to og datter på 4½ skal jo spise sundt. Derfor overvejer jeg nuggets, frostpizza eller hurtignudler. Altså fordi igen, det SKAL jo være sundt. Og nej, vi kan ikke spise pomfritter igen i dag – Fik vi både søndag og tirsdag.

Man magter det ikke, vel?

Økomænd med Urtekusser

Vidste bare, det ville ske! Stod der i Føtex køen, og fik blikket. Og ganske rigtigt kom smøren efter han lige havde oparbejdet festlig tone:

“Nå, der er rigtigt en der skal hygge sig i aften, hva’?”. *Albue i siden for virkelig at antyde humor*

Mig (Bethany): “Hvad?! Nej det kan du kraftedeme tro, at jeg ikke skal!” (Kort pause) “Jeg skal ha’ gæster! Hele ugen, faktisk. Og vi bliver mange!”

*Mand, nu med pinligt berørt udseende skynder sig at betale og fedte af med posen fuld af økologi* (Siden hvornår er mænd også begyndt at købe øko, minimælk og den slags pest??) Garanteret deres urtekussekoner der har lært dem det. For mænd vil sgu da ha’ bøffer og bearnaise! Altså kom nu, lad mig ha’ ret. Bøffer og øller, ik’?

Holder ikke til økomænd. Og jeg magter fandme ikke, at folk blander sig i mine indkøb. Og hvis de endelig skal (Men det skal de bare ikke!!), så kan de sgu da give mig en thumbs-up alle de gange jeg har hvidkål og  noget spelt i kurven. Ellers er det bare ikke fair.

For helved’ altså. Kunne aldrig selv drømme om at blande mig i de andres kurve. Så er man jo bare en idiot.

PS. Og bare så I ikke tvivler. Jeg SKAL ha’ gæster! I swear it. (Jeg sværger på det)

Forfatterbloggerne

Hvornår er der nogen, der gider fortælle de der sindsforvirrede forfatterbloggere, at de spilder deres tid? For satan jeg krummer tæer, og når ingen andre tør, må jeg vel hellere gøre det: NEJ, du er ikke forfatter. Du er blogger. Du har aldrig udgivet andet end dine blogindlæg, og du er den eneste på hele planeten, der kan få den tåbelige tanke ind i hovedet at udgive dine sindssygt kedelige ord i bogform. End of fucking story.

Jeg går sgu da heller ikke rundt og kalder mig selv for bager, bare fordi jeg ind imellem er tvunget til at vride en bolledej sammen, når et eller andet fjols af en gæst har besluttet sig for at komme på visit en søndag, hvor alt er lukket.

Køleskabsdagbog – Vol. 759

Nogen, et andet sted i blogland, tester fandmer et køleskab! Og det laver åbenbart god lemonade. Noget i den retning i hvert fald. Er ikke sikker, faldt i søvn midt i anmeldelsen.

Og nu ved jeg så ikke, om jeg ender i fængsel efter det her, for ovre hos køleskabstesteren må man bare – under INGEN omstændigheder – kopiere billeder og tekst. Det er ULOVLIGT. Det står der altså!!!!!!!

Sure fucking kost.

Og hvordan er det så lige: Må man i så fald ikke bruge hendes opskrifter? For jeg kan kraftedemig ikke huske hele opskrifter i hovedet, og jeg må jo ikke kopiere dem.

Men jeg har nok misforstået noget.

Og nu er det ikke fordi, at jeg er misundelig. Men indrømmet, at jeg måske er knap så rummelig som menneske. Og jeg tillader mig at stille spørgsmål ved ting og sager. Men altså: Køleskabstesteren har en eller anden sygdom som jeg ikke kan udtale, og er derfor på førtidspension. Det er synd. Det synes jeg. Men så tænker jeg bare, og nu er jeg nok en stenet bitterfisse om lidt, men hvordan fanden kan damen (og det gælder i øvrigt også anden madbloggerdame) overskue at blogge, teste, lave mad, fotografere og fanden og hans pumpestok, men kan ikke passe et arbejde? DET forstår jeg ikke. Det gør jeg altså ikke. Det er jo fandme et fuldtidsjob, der køres på de der blogs. Kassedamen i den lokale SPAR har edderperkme mindre at lave end en madblogger.

Bethany undres. Altså, fordi…Jeg betaler jo skat.

Kan jo altid sætte noget donationsværk i gang her på bloggen, og så kan alle de andre spytte i kassen, så jeg kan få nyt køleskab, mac pc, iphone og sindssygt meget mad!

I behøver ikke sige det. Ved godt, jeg går i meget små sko.

B.