Kvælerkussen

Bethany sidder stadig i beskidte underhylere og morgenhår der som bonus stinker af bræk. Det har i sandhed været en vild nat. Selv Kvælerkussen er øm. Og det sker fandme ikke så tit. For det er de færreste pikkemænd, der kan fylde ”The Abyss”. Kvælerkussen? Tænker nogle af jer undrende. Det er så de af jer, som endnu ikke har købt Bogen, hvori jeg forklarer, hvorfor mit underliv nok mere er kvælende end bittert. Vi er altså ikke ude i noget truet dyreart. Og dog…

Men lad os vende blikket tilbage til aftenens udskejelser. Trods stjernestatus og brændende skambamser var Bethany for en gangs skyld på Bodegaen. Og den fik saftsusemig ikke for lidt. Åreknuderne blev luftet, narkosekøllen blev svunget, og Kvælerkussen blev indtaget af en stor, fed dunkende negerpik. Og det kan jeg godt sige jer med det samme: Jeg var nødt til at genopleve et stykke med neger efter fredagens skandaleramte X-Factor, hvor det eneste lyspunkt var Lionel Richie. Ja, ikke fordi han er videre køn, men han synger jo som en drøm, og man ved bare, der findes en anakonda af usete dimensioner i de bukser.

Så da jeg øjnede en chokofarvet filejs henne på den lokale – i øvrigt et sjældent syn – skruede jeg op for Bethany-charme og Fernet-ånde, og der gik ikke da så heller ikke længe, før gigantpikken var i færd med at splitte Kvælerkussen ad ude på lokummet. Gennempulet blev jeg henover tønden, alt hvad skåneærmer og skræv kunne holde til, så hele lortet fandme var ved at falde fra hinanden. Ikke mindst Bethanys hoved, som konstant hamrede ind i de lortebrune fliser.

Og så skulle man jo tro, at aftenen endte med et knald, men dér må jeg skuffe jer. For efter lokumsepisoden blev Bethany fandme syg. Bedst som jeg var tilbage på barstolen med massiv bule i hovedet og sæd silende ned ad stængerne, ørlede jeg ud over både bardisk og sidemand. Ud af ædespalten stod det i stråler med fiskepinde, bastogne og jeg ved fandme ikke hvad. Er sgu bange for, at vommen er blevet sart. Jamen, kan I ikke se, at jeg måske er blevet smittet af Speltkussebanden, så maven pludselig er blevet overfølsom overfor alt andet end øko, tomhjerne og spelt. Man ved det fandme ikke. De er jo hekse, de kællinger. Det er både sikkert og vist. Den manglede vorte på næsen, har de garanteret i skrævet. Måske er de i færd med at omvende Bethany over en gang heksebryg og brændt kussehår. For ikke nok med sart vom, så har jeg fandme også lagt mærke til, at jeg pludselig er begyndt at føle en snert af kærlighed til Rasmus Seebach. Det er mere end jeg magter. Manden kalder sig Ralle og har lavet den dyre med leverpostejstøsen Zangensinken. Fandme om jeg gider! Men draget, det er jeg!

Og så kan man jo heller ikke lade være med at tænke: Manden er slyngveninde med Richie, hvilket må betyde, at hans diller rent faktisk kan måle sig med negerens. Sådan er mænd jo: De kammersjukker den ikke med en større penis, end de selv kan lægge for dagen. Må huske at holde øje med, om han også har store sko, skulle jeg en dag støde ind i ham. For hvis det vitterligt forholder sig sådan, så kan jeg saftsusemig godt byde manden op til en gang disco tango!

Nåh men Bethany blev kørt hjem fra Bodegaen i en rusten trillebør. Husker intet andet, end at en af gutterne (Skæve Torben) hev strømpeholder og skåneærmer af mig og lastede mig i seng.

Altså, en helt normal weekend hos Bethany. Og nu må jeg hellere gå ud og fodre høns.