Er saftsusemig så skidetræt af analyser og evindelige henvendelser om mine tanker omkring ligestilling, kvindekvoter og hvad helvede ved jeg! Bethany handler ikke om værdier, men om et menneske (ikke en kvinde, men et menneske) der mener det, hun gør, uden hensyntagen til gældende normer. Mine meninger er ikke baseret på, at jeg har en drivvåd kusse, er normpræget eller fra Farum – men fordi jeg er menneske og ikke behøver en kasse at vælte rundt i for at danne mig en mening – i modsætning til Liberalistkusserne og Mediegalskaben som har valgt side, førend de er klar over, hvad givent emne omhandler.

Fordi jeg er frigjort fra disse kokasser og grundlæggende fantastisk, er det muligt for mig at mene, at Kvinfo er overflødig og AS Herpes ligeså. Bethany har kraftedemig intet behov for at finde en fast flise at sælge ud fra. Vælger saftsusemig flise som vinden, patterne og min personlige mening blæser.

Nåh men, senest er jeg gjort opmærksom på en analyse i Lorteretorikmagasinet. De skriver om Doxa, Botox og hvad har vi..Bethany fatter pik og bjælder! Næ næ, den eneste, der har hjerne nok til at analysere Bethany, det er fandme Preben. Som også er den eneste, der har nærgående kendskab til mine hæmorider og indgroede kussehår. Og Preben har faktisk i tidernes morgen analyseret på livet løs. Indlægget bringer jeg her. Because it’s worth it (Preben sprøjter dillerhår med hårlak)

Rendyrkede kællinger, Bedre sent end aldrig & Åbenbart svære at forstå

I de seneste dage har jeg på internettet og i aviser læst en del om bitterhed, kvinder med provokerende attituder og grænseoverskridende brug af ord, og jeg er en kende overrasket over postyret. Bor mennesker i jordhuler eller hvad? Det er da i højere grad reglen end undtagelsen, at lige netop kvinder er arrige, hvorfor jeg har svært ved at forstå, at folk er ved at falde over hinanden i ren og skær benovelse. Men kom en eller anden til at stikke til de forkerte eller måske de helt rigtige? Jeg kan i al fald ikke lade være med at tænke “bedre sent end aldrig”, hvis rendyrkede kællinger med ufiltrerede holdninger i disse dage indskriver sig til en plads i mediebilledet – de har manglet.

De har ikke manglet, fordi det er hos dem, den hellige gral og sandheden absolut skal findes. Det er heller ikke fordi, de har større berettigelse i den offentlige debat end andre, men de tjener dog det fine formål at nuancere kvindebilledet på godt og ondt. Begynder kvinder at sige, hvad de i virkeligheden mener uden at fjolle rundt, som var de fusioner af “Nynne møder Bridget”, dannes grundlaget for en ligeværdig debat, hvor kvinder ikke kan gemme sig bag lyserøde jeg-er-grov-hvis-jeg-skriver-et-bandeord-facader, som ellers giver dem en vis charme, om de udtaler sig nedsættende om mænd, præster eller dyreunger. Charmen er væk, og vi kan begynde at tale sammen som mennesker med meninger fremfor som hårdtslående mænd og blondebesatte kvinder, hvilket jeg er svært tilfreds med.

For selvom kønnet er en vigtig og ufravigelig faktor for vores tilgang til verden, så har det ikke en plads ved debat- og forhandlingsbordet, og jeg er mildest talt træt af at høre om “kvindelige og bløde værdier” gemt i en fremstilling af den vestlige dame, som var hun et udsat væsen, der har behov for kvoter, positiv forskelsbehandling og gangstativ for at blive hørt. Den forgangne tid taler sig eget tydelige sprog: Det har hun ikke. Vil hun høres, bliver hun hørt. Vil hun være klar i spyttet, er hun det, og hun gør det uden at henfalde til mandehad, som jo ellers har været omdrejningspunktet for de fleste “grove kællinger”, vi hidtil har set i den offentlige debat. Gudskelov placerer hun sig heller ikke på det nyopdyrkede violette hold, hvor der ikke er grænser for, hvad kvindelige debattører er villige til at påstå i forsøget på at vinde den offentlige maskuline sympati. Faktisk placerer den ufiltrerede harpe sig ikke på andet hold end “meningsholdet”. Dér hvor meninger bare er meninger uden stillingtagen til sympati, køn og politik. Dér hvor meningen slet og ret er meningen frigjort fra forkromede partiprogrammer og indviklede dagsordner. Dér hvor det er umuligt at finde anden bagtanke end “jeg siger, hvad jeg tænker”.

Men er verden parat? Jeg er i tvivl, for sindene koger. Én står på spring for at brøle “Betonfeminist” efter harpen. Den næste mener, der slet ikke kan være tale om en kvinde, idet det åbenbart kun er mænd, der kan smide om sig med ukvemsord og stikke verbale uppercutters til højre og venstre. En helt tredje er bare forvirret og forsøger at finde mening med galskaben ved at inddrage samtidsanalyser og indsætte den grove retorik i et større perspektiv. Der skal død og pine være en forklaring, som kan få os til at forstå dette “fænomen” – denne rejekælling, som bryder med traditionen for god kvindsk opførsel i det offentlige rum. Personligt ved jeg, at der ikke er anden forklaring end ærlighed og autenticitet fritaget for et samtidigt behov for at helgardere sig bag en sødsuppeindpakning, som i lange tider har givet kvinden friplads fra at stå på mål for det, hun i virkeligheden mener. Som sagt: jeg er svært tilfreds.

Link til det oprindelige indlæg

Gæsteindlæg af Benjamin Boysen, Litteraturforsker

Benjamin er den kloge mand, der var i Go’ morgen Danmark med Rahbæ og Lund-dum. (Føler stadig med ham) Benjamin har før skrevet om Bethany i Information, og er også citeret på den ene flap i Bogen.

Onsdag d. 29. februar udkom En Bitterfisses Bekendelser af den efterhånden herostratisk berømte Bethany Hansen (for hvem en Jeanett Veronica Hindberg fra Farum viste sig at være dukkefører) og torsdag d. 8 marts var det Kvindernes Internationale Kampdag. Hvad har de to ting dog med hinanden at gøre? – Ikke så lidt, hvis man spørger mig. For Bethany er en satirisk Guerilla-feminist, der på sardonisk vis spejler og udstiller det kønspolitiske medielandskab, hvis dominerende fortællinger om opskriften for kvinder på at opnå succes eller leve det gode liv udstilles som hul, indskrænket, kynisk smiskende, usolidarisk, konformistisk, dobbeltmoralsk og svimlende ufri.

Kvinde- og menneskefjendsk?
Men, hov! Er Bitterfissen Bethany ikke hende, der indædt hader kvinder, og som i bitter jalousi groft tilsviner smukke, modige og stærke kvinder, der gør en god figur og er gode rollemodeller i medierne? For som det hedder på flere af bloggene, er det ikke tydeligt, at kvindehadet lyser ud af hendes galdedryppende blog? Og har Weekendenavisens anmelder Leonara Christina Skov ikke slået fast, at Bethanys verbale syrebade er dybt ’misogyne’ (2.12)? Flere af anmelderne af bogen fremhævede tillige det menneskefjendske ved projektet. I Kulturen på NEWS (28.2) mente Knud Romer, at Bethany udtrykte ’et uhæmmet analsadistisk raseri’, hvis yderste konsekvens var mordet, mens anmelderen på Information mente her var tale om ’menneskefjendsk monotoni’ (2.3).

Men, intet kunne være mere forkert. Forestillingen om, at Bethany er kvinde- og menneskefjendsk er noget fordrukkent sludder, for Bethany giver nemlig tværtimod stemme til en skarp, kompromisløs og overordentlig morsom lutring af de kvinde- og menneskefjendske tendenser der er dominerende i mediebilledet.

Gudskelov gives der folk, der formår at holde hovedet koldt – folk som i øvrigt (ganske sigende) har et feministisk engagement. Tilbage i efteråret 2011 fremhævede Elisabeth Møller Jensen (Direktør for Kvinfo) på sin Facebook-profil ’Bitterfissen Bethanys satiriske humor’, mens dr.phil. Lotte Thrane tilsvarende priste Bethany for at være ’sjov og underholdende’ (Information 18.11). Under overskriften ’Du er en stor hykler, Anne Sophia Hermansen’ skrev Jette Hansen (Politiken 5.11) om, hvorledes Bitterfissen Bethany gav de højreorienterede, kvindelige meningsdannere tørt på ved at give igen af samme mønt med perfiditeter, udæskende latterliggørelser, osv. Derfor mente Jette Hansen, at Anne Sophie Hermansen og hendes borgerlige venners bestyrtelse fremstod i et temmelig hyklerisk og dobbeltmoralsk lys.

Hvad siger hovedpersonen selv til disse anklager om misogyni og misantropi? Hun ryster på hovedet: ’Bethany hader ikke kvinder. Bethany hader ikke nogen. […] Tag jer dog sammen og stop kællingeklynkeriet’. Bethany er nemlig, som hun selv siger, en ’trojansk hest’: ’Hun infiltrerer de uvidende indefra og må derfra forsøge at oralkneppe lidt intelligens ind i deres åndsforladte hoveder’. Bethany er således snarere et kønspolitisk troldspejl, der demaskerer mediebilledets dominerende opskrifter for kvinder til at indfri drømmen om succes og det gode liv. I Bethanys satiriske samfundsspejl bliver de kønspolitiske betændtheder klemt ud med munter skadefro, og pudset afslører, hvorledes mediernes dominerende, kvindelige rollemodeller i virkeligheden rummer en stor portion dobbeltmoral, indskrænkethed, kynisme, selvmodsigelser, forløjethed og klaustrofobisk ufrihed. Som barnet i ’Kejserens nye klæder’ og Bøllebob, der som bekendt både er ’grov, men sjov’, skyder Bethany lystigt løs på især tre kønspolitiske skydeskiver: (1) ’liberalistkusserne’, de borgerlige kvindelige meningsdannere, der anklages for at være usolidariske og smiskende kyniske i deres afblæsning af kvindekampen, og som derved i en selvgratulerende gestus avancerer til at blive ’one of the guys’; (2) ’reality-retardos’ og (pseudo-)kendis kulturen, hvor unge kvinder bliver kendte på at smide kludene eller for at knalde for åben skærm i programmer som Paradise Hotel, hudflettes for at give kvinder en opskrift på succes, der udelukkende består i at give husarerne en stivert; (3) og endelig den måske mest betændte gruppe bestående af ’kreakragerne’ og ’speltkusserne’, som prædiker en selvcentreret og eskapistisk dyrkelse af det kønne, yndige og perfekte, der er forløjet og menneskefjendsk (da hverken livet eller menneskene kan indfri fordringerne) samt skræmmende ufri.

1. ’Liberalistkusserne’
Tilbage i efteråret 2011 oplevede Bitterfissen sin claim to fame efter, at hun formastede sig til at udæske Berlingskes blå anti-feministiske blogger Anne Sophia Hermansen, som først var meget begejstret for Bitterfissen, men som efterfølgende blev olm, da hun selv blev skydeskive for Bethanys krasse kommentarer. Bethanys drøje hug til Hermansen fik nemlig det borgerlige establishment op i det røde felt. Først gik Tom Jensen (medlem af Berlingskes chefredaktion) til forsvar for ’Meningsfissen Anne Sophia Herpes’ på sin blog, hvorefter netavisen 180 grader bragte et indigneret indlæg af blå feminist Camilla Paaske Hjort. Dernæst blev Hermansen bakket op af Jesper Beinov (debat- og navneredaktør på Berlingske og gift med Inger Støjberg), mens den tidligere justitsminister Søren Pind på Facebook opfordrede til at retsforfølge personen bag pseudonymet Bethany Bitterfisse. Oh, den ytringsfrihed – det er ikke nemt, når den også gælder for de andre… Og herefter rasede den borgerlige litteraturredaktør på Weekendavisen, Anna Libak, over Bethany i Deadline (5.11) i debat med forfatter og feminist Jette Hansen. Imens slog hovedpersonen en homerisk latter op: ’Er I overhovedet klar over, hvor meget Bethany griner af denne farce? Det er jo HELT gak!’, som hun skrev på sin blog.

’En storm i en kop Fernet’, som Bitterfissen skrev om miseren? Måske. Men som hun kommenterede senere i sin blog, så er ’det er da alligevel interessant at se, at det tilsyneladende først kan vække forargelse, når det går ud over et medlem af det bedre borgerskab. I er så helvedes sarte. Få dog hår på de glatbarberede skambamser! Og er det ikke jer, der har så travlt med, at kvinder skal træde ud af offerrollen? Det gælder åbenbart alle andre end jer selv’. I hvert fald er det da lettere hyklerisk først at grine højt, når det nådesløse sigtekorn er rettet mod andre, hvorefter man forarges og mobiliserer hele sit borgerlige vennekorps, når man selv kommer på sigtekornet.

De blå ’feminister’ udstilles for deres dobbeltmoral, som desuden er kynisk smiskende. For al den stund kvinder ikke får det samme i løn som mænd for det samme stykke arbejde, og al den stund der er stor forskel på lønniveauet inden for sammenlignelige traditionelle mande- og kvindefag, afviser de blå feminister, at der overhovedet er et ligestillingsproblem. Med andre ord: de blå ’feministers’ uudtalte præmis synes ofte at være, at hvis de andre kvinder var ligeså kloge, dygtige, sexede og modige som dem selv, så ville de ikke have noget problem. Så udover at være usolidariske og uskønt selvgratulerende, er de blå ’feminister’ også smiskende kyniske – ganske som Naser Khadar, der, som muslim med arabisk baggrund, trods begrænset politisk talent, blev umådelig populær i det borgerlige Danmark på at afvise, at Danmark havde et problem med fremmedfjendsk islamofobi. I et interview i Information (25.2) udlægger Bethany således de borgerlige, kvindelige meningsdanneres egoistiske kynisme med disse ord: ’Det er jo modbydeligt meget skudt forbi at tale kvindesagen, når man ikke har andet end cafe latte og håbet om at bolle sig til en finere plads i hierarkiet i hovedet’.

I sin lutring af ’Liberalistkusserne’ kan man altså ikke sige, at Bethany er kvindefjendsk – tværtimod hudfletter og udstiller hun de kvindefjendske og reaktionære tendenser hos de blå ’feminister’, der bl.a. truer med at legitimere en tilbagerulning af kvindekampens landvindinger.

2. ’Reality-retardos’ og kurtisanekulturen
Herudover spidder Bethany en dominerende tendens i mediebilledet, hvor unge kvinder høster (kortvarig) succes og (kortvarig) berømmelse gennem diverse reality-shows, dameblade og herremagasiner ved at smide tøjet og føre sig frem som blanke duller. Med andre ord latterliggøres en kurtisanekultur, der tilsiger, at unge kvinder sikrer sig succes ved at vække drengenes liderlighed, ved at påtage sig lillepigeattituder, trutmund og efterligne pornoskuespillerinder. Tåbeligheden, tomheden og det indskrænkede ved en sådan fremherskende model for kvindelig succes blotlæges brutalt i latterliggørelsen af folk som BlankoBlondie (Macha Vang), Michelle Hviidesnit, Tina Lund-Dum, Zangenskinken eller Sinkenberg (Julie Zangenberg), Lambihjernen Medina, Linse Vanvidspat Kessler, Angela Brinkobitch, osv., osv. Disse kvindelige ’forbilleder’, der mest af alt ligner ’en forsamling østberlinske callgirls’, latterliggøres således for at legemliggøre et dumt og fattigt bud på det gode liv. Problemet er omfanget af denne kultur, og Bethany ser det derfor som sin ’forbandede pligt’ at revse dette fænomen, for ellers bliver det ’next stop: Skelbækgade’!

Bethany er skam ikke imod porno og prostitution som sådan, og selv er hun polygam og promiskuøs, men hun sætter foden ned overfor en medietrend, der dikterer, hvorledes det gode liv for en ung kvinde kun kan baseres på den succes, hun har med at give drengene ståpik. På denne måde må man igen konkludere, at Bethany ikke er kvindefjendsk, men snarere problematiserer mediernes egen reaktionære ’forbilleder’ for kvinder.

3. ’Kreakraverne’ og ’speltkusserne’
Bethany viser på drilsk vis, hvordan livsstilsindustrien tvinger et uomgængeligt imperativ om succes, perfektion og selvrealisering ned over hovedet på kvinder. Problemet er naturligvis, at det levede liv med alle dets ulykker og skævheder bliver devalueret. Som Bethany skriver om en livsstilsblogger: ’Du er jo sådan en, der råder mennesker til at være noget, de ikke er’. Pænhedstyranniet og perfektionismen, som dominerer det kvindelige livstilssegment (herunder blogossfæren), rummer også en dyb ufrihed, idet den er bestemt af et neurotisk behov for selvfremstilling: ’Hvad fanden skal vi med de lortelalleglade billeder af symbiotisk overlykkelig familie? Det er spil for galleriet’. Derfor udfordrer hendes blog også meningsmagerne og livsstilseksperterne, der dels tilsiger, at personlig succes (der spejles i andre) er altafgørende, dels bydende giver opskriften på, hvorledes den sikres. Derfor hånes ’speltfisserne’ eller ’de polerede speltkusser’ for at dyrke et individuelt projektmageri, der er forløjet og isnende hult. Den kreatives klasses tørst efter at være speciel (på den ’gode’ måde) er desperat og forloren, for problemet er, at ’I alle ligner hinanden til forveksling m. jeres spejlblanke øjne og lyserøde trutmund’. Modsat den selvoptagede og selvfede succeskultur, hvor alle som en dyrker ’sit forstilte særpræg’, hvis smil er stivnet i konforme grimasser, viser Bethany, at egentlig individualisme ikke har brug for andre som spejl: ’Jeg har en FEST med mig selv, og man kan deltage eller lade være’.

Bethany forklarer endvidere, hvorledes ’kreakraverne’, ’kreabloggerne’, ’kreakøerne’ og ’Nynneklonerne’ ’sidder i deres Nordsjællandske hjem, som er betalt af deres impotente, nosseløse mænd, og bruger dag ud og dag ind på Facebook, hvor de giver den som forfatterinder, økokøer og selvstændige kællinger, mens de nedgør De unge mødre, mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og ja…førtidspensionister’. Med andre ord er denne hysteriske jagt efter perfektion og glansbillede-idyl ikke blot forløjet og dybt ufri, den er også dybt usolidarisk for så vidt den fordrer udgrænsning og eksklusion af det grimme og smertelige.

Endnu engang må der meldes hus forbi med hensyn til anklagen om kvindehad, for Bethany går nemlig bidsk til angreb mod en kultur, der truer med at gøre kvinder mere ufri, neurotiske, frustrerede, narcissistiske, usolidariske samt menneskefjendske.

En feministisk trojansk hest
Når begavede og veluddannede folk kan tage så groft fejl med hensyn til det såkaldte kvinde- og menneskefjendske element hos Bethany, der jo netop snarere er solidarisk og feministisk, er det svært at se det som andet end en bekræftelse af hendes kønspolitiske indsigelser, der vittigt, morsomt og velskrevet diagnosticerer de betændte områder i vores dominerende mediekultur.

En anden kilde til den voldsomme forargelse består, mener jeg, også i det forhold, at den satiriske konstruktion Bethany er en kvinde – for i vores kultur er det simpelthen upassende og uacceptabelt, at en kvinde taler og gebærder sig på en måde, der ellers ville være acceptabel for en mandlig stand-up-komiker eller havnearbejder. På den måde bliver forargelsen en bekræftelse af ufriheden ved de nagelfaste forventninger til, hvad det vil sige at være kvinde i dag.

Yderligere er Bethany også gået over stregen på den måde, at hun – modsat dansk kutyme inden for politik og medier (jf. sidste årtis grove tilsvining af de fremmede og den nuværende mistænkeliggørelse af de arbejdsløse) – har tilladt sig at sparke opad i stedet for nedad. Det er særligt problematisk, idet Bethany skriver fra et ståsted, der tilhører mediebilledets vrangbillede og den konsekvent dårlige smag: Bethany er således en flittig gæst på den lokale bodega, mens tvillingerne på 2 og datteren på 4½ er sendt i plejefamilie sammen med plejesønnen, negerbarnet Adolf H. Itler! Hun er tidligere kommunemester i Rumba, lytter til Diskofil og ABBA, og er ikke just modebevidst, da hun køber alt sit tøj i Føtex og Bilka. Hun har altid læst Familiejournalen, er vild med pragtfulde mandfolk som Dan Rachlin, Ole Thestrup og Bengt Burg og længes efter de gode gamle dage med solid underholdning som Brødrene Bisp og Voldsom Volvo. Som tidligere glædespige for folket har Bethany opbygget en stor erfaring, der dog desværre har medført et ’ret så slidt skræv, også kaldet ’The Abyss’ og ’Bermudatrekanten’ samt ’kronisk klamydia’. Endelig forklarer Bethany, at hun har ”gramsevenlige babser. Og ja lidt overskæg, men sådan er det at blive ældre”.

Når Bethany således legemliggør en sådan social bundvending, der ubekymret tillader sig at latterliggøre Sucess-Danmark vil forargelsen således ingen ende tage.

Hvor vover hun?

Når Bitterfissen Bethanys satiriske Guerilla-feminisme bliver fejlfortolket som kvinde- og menneskefjendsk bliver det åbenbart, hvorledes hendes kønspolitiske kritik har ramt plet med hensyn til de kønspolitisk ømme punkter i vor kultur.

Dette er første gæsteindlæg hos Bethany. Men det er kraftedemig ikke det sidste, for der findes så mange tossede kællinger i verdenen af selvudvikling, og vi bringer en advarsel: de findes i virkeligheden. En flok tåber, der åbenbart har så helt utroligt specielle evner, at de næsten ikke kan gå på jorden. De er
overjordiske.

Vi siger velkommen til:

Cecillia Delaceour (fulde navn: Amallieh Cecillia Jillett Delacoeur)

Om sig selv siger hun: Jeg er født med en forøget sansning, og det betyder at jeg helt tydeligt ser og sanser energi. Allerede som barn kunne jeg telepatere med dyr, se energi og farver omkring mennesker samt kommunikerer med ikke-jordiske væsner. For mig var det normalt, og det tog mig adskillige år før end jeg opdagede, at ikke alle delte dette.

Se videoen og be din sidste bøn.

Anden spade på listen:

Olympia Strunch – direkte hevet ud fra Mirakelskolen, hvis fine grundprincipper lyder sådan her:

En af de effektive teknikker fra kosmologien, som vi benytter i Mirakel teknikkerne, er dybde implementering af triade processen:

1. Ingenting i denne verden er virkeligt.
2. Meningen med alting, er den mening jeg giver det.
3. Jeg er hvem jeg siger jeg er, og min oplevelse er den jeg siger den er.

Morale fra mirakelskolen: Hvis du nakker en gammel dame og stjæler alle hendes guldtænder, så kan du bare sige, at du blev skubbet bagfra og ramlede ind i hende og tabte din hånd ned i hendes mund. Din oplevelse er jo den du siger den er.

Sidste type, som også er fuld af lort er Christine Eilvig.

“Kvantefysikerne er alle enige om, at vi skaber og tiltrækker et match til de tangenter, vi spiller på hver eneste gang. Vores manifestationer er altså et meget præcist udtryk for vores vibration.” Citat slut.

Skulle fandme nødig købe en brugt bil af hende. Mage til råddenskab man ville finde under de sæder. Føj.

Hun vinder en lille smule ved ikke at have været ved numerolog. Men se lige en video fuld af klamme lemminger, som alle vil slikke fisse på Frk. Eilvig, hvis bare hun lover at de nok skal få det som de vil have.

SINDSSYGE KÆLLINGER, STIK JERES RØVSYGE KONCEPTER OP I RØVEN – I ER SÅ TALENTLØSE!!!

..og det er ikke sidste gang I bliver nakket på Bethanys Blog.

Gæsteblog af Jegharenmeningom:

Ad! AD AD AD!!!! (Ja det kræver caps lock!) (Tak spids!)

Her til aften, da jeg skulle hjem, måtte jeg holde og vente, fordi lægehelikopteren var landet på vej hjem til mig. Så jeg holdt ind til siden, og satte mig til at svare på nogle af de sms’er, jeg var bagud med (populær dame, hva’?). Så kiggede jeg rundt, og så blev jeg PISSED! Folk strømmede til – flere af dem med kameraer. Det her skulle bare helt klart i familiealbummet. Eller hvad?? (Snarere på youtube eller facebook, er du bagud eller hvad?)

For godt halvandet år siden blev min niece på 3 fløjet med sådan en fætter til Rigets brandsårsafdeling med min søster ved sin side. Jeg var da flegnet fuldstændigt ud, hvis jeg fandt ud af, at folk havde flokkedes omkring dem og fik halvfed (Nu skal du kraftedemig ikke hidkalde Onanikartellet) på at tage billeder af det! Jamen jeg fatter det ikke!

Der er også folk, der tager ud og tager billeder, når der er brand rundt omkring. Det er da bare ikke ok! Det er andre folks ulykke på fuldstændig kompromisløs vis. Burde et minimum af almindelig opdragelse ikke have fået banket ind i hovedet, hvad respekt for andre folk og ikke mindst folk i kriser er?

Ok. Jeg lyver, når jeg siger, jeg ikke kan forstå det. Der er jo et eller andet i hulemennesket i os, der gør, at vi bliver tiltrukket af sådan noget. Men er vi ikke kravlet ud af hulerne?(Nej)Kan vi ikke installere en pejs, hvis vi kan lide at se på ild?(Du ved godt, at det ikke er det samme) Købe en tillægskanal, hvis vi vil se på ulykker?(Så hvis man vil ha’ sex, skal man i stedet se porno?) Er jeg urimelig i mit krav til civiliserede mennesker???(Ja)

Snigepige / jegharenmeningom

Gæsteblog af Rolf (The neverending story):

Folk analyserer på livet løs i blogland; ikke kun på sig selv, moden, børnene, samfundet men også på hinanden. Hvem er Bethany? Hvorfor er hun bitter? Hvorfor er hun *indsæt positiv/negativ*? Hvorfor gør hun som hun gør?

Jeg skriver her et indlæg, helt uden interesse for Bethanys identitet og de tusind andre spørgsmål, der dagligt popper op i blogland (skriver jeg, som om jeg faktisk følger med…fuck it; jeg gætter), men i stedet med fuldt fokus på den brogede flok kommentatorer, der huserer på bloggen. Hvad gør, at candyfloss-retorikken laver en 180’er og i stedet bliver en bidsk, vred og destruktiv retorik? Hvis opgøret er med candyfloss-blogland og målet er et mere down to earth, “sig-det-som-det-er”-univers, hvorfor flokkes den frådende flok så som sjakaler om Bethany og bare venter på, at dagens “offer” bliver udpeget, så dette kan slagtes endnu engang, med stærkere og mere voldsom agressivitet?

Jeg er klar over, at “det her sted” (skriver jeg som om Bethany er et geografisk sted (Så meget fylder jeg altså heller ikke)) netop er et outlet; en ventil for al den negative energi man, hver især, opsamler ved, at tage det falske smil på og lalle rundt som en anden idiot og sige tak, når andre folk træder på en. Det er måske netop det, der gør stedet unikt. Man oplever verden gennem briller, der skruer den realistiske bitterhed ned på det sukkersøde, uden man skal frygte repressalier i det virkelige liv.

Men hvornår går det fra en realistisk bitterhed til en “full-on personlig nedslagtning”? Det gør det, når det originale indlæg fortolkes af læserskaren. Som vilde dyr står de klar til, at destruere videre på “ofret” helt uden realitetssans. Tit sidder jeg med en følelse af, at det originale indlæg bliver gjort til skamme af kommentatorerne og i stedet gjort til noget, det slet ikke er; et hadsk angreb.

Det sker endda somme tider (hvis der altså ikke er noget direkte offer, man kan bashe videre på), at kommentatorerne i stedet angriber enten forfatteren eller hinanden af ren og skær kedsomhed. Hvorfor? Hvorfor ikke bare nyde/afsky et givent indlæg som det er, uden at det skal gøres til mere end det er?

Flere påråber, at de jo blot siger tingene uden at pakke dem ind, men når i (I) nu ikke pakker tingene ind, hvorfor er det så pakket ind i lort? Ligegyldigt hvor meget man ønsker det, kan man ikke komme udenom retorik som værktøj. Om det er bevidst, at man benytter retorik er en anden snak, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at flere herinde vælger at bruge et meget anderledes sprog end deres dagligdagssprog med en påstand om, at det er sådan de lyder. Hvis det er sådan i (I) kommunikerer, så er jeg imponeret over, at i (I, for fanden, Rolf!) stadig har social kontakt. Måske forstår jeg bare ikke målet med kommentarerne.

Hvis målet er, at overbevise modparten om, at de tager fejl, så er argumentation bedre end skældsord. Hvis målet er, at tolke på forfatterens indlæg, handler det stadig om en kommunikation; en kommunikation, hvor man enten ønsker forfatterens input eller andre kommentatorers input. Igen er argumentation langt bedre end skældsord. Hvis man “pakker tingene ind i lort”, bruger modtageren meget mere tid på, at kalde dig en idiot, end at kommentere på det, der egentlig var hensigten.

Hvad skal det her (lange og u-bashende) indlæg gøre godt for? (Aner det ikke?) Der er jo ikke noget offer!? Ingen forurettede? (Hmmm) Nej, men der er et forsøg på, at rette folks opmærksomhed mod noget der er lige så klamt som candyfloss; mennesker, der vælter ovenpå hinanden for at få et slag ind sammen med alle de andre. I min optik er Bethany en ventil for hverdagen, ikke en lortepumpe, der, i stedet for Candyfloss, pumper lort direkte ind i fjæset på en.

Jeg er misantrop ind til marven og jeg nyder den bitterhed, der florerer i indlæggene hos Bethany, men den utilsigtede hadestemning synes jeg er synd. Den fjerner fokus fra det virkelige mål (opgøret med den kedelige blogtilstand) og ødelægger sig selv indefra.

Du behøver ikke lægge låg på dine frustrationer (Chilotte), men tænk alligevel over indpakningen, for lige meget hvor meget (eller lidt) du ønsker det, så er dit budskab pakket ind. Om det er lort eller sukker er helt op til dig, men lad vær med, at lægge had i noget, der fungerede meget bedre uden.

Rolf

(Åndsbollerne læser altså ikke så lange indlæg, Rolf)