Studieværter

Fra bogen “En Bitterfisses bekendelser”

Bethany fornemmer, at det rent mentalt kan være en smule usundt at bedrive studieværtsgerning. Ved ikke, hvor mistanken kommer fra, men måske tager den udgangspunkt i min ungdoms lidt for heftige affære med Danmarks Mr. News, Steen Bostrup. Ordentlig kæmpepik, rendte han rundt med, men ikke engang det kunne gøre det op for de kindheste, han yndede at knalde Bethany under akten og den gudsjammerlige smøg, der altid stod og osede uden for kameraets rækkevidde, når han spildte tiden på at fortælle danskerne om noget tamilværk, som var surt i det. Ikke charmende, Steen. Må Gud bevare din manddom. Du er savnet. Selv Jes Dorph-Petersen skulle være en skingrende hystade, siger hans fodboldkammerater (I ved – dem fra bodegaen). De er en kende trætte af, at den ellers så friske mand får blodstyrtninger og barnagtige anfald, når linjedommeren hejser flaget. Dorph! Kan du opføre dig ordentligt. Bethany vil ikke se den slags! Man skal altid – ALTID – have respekt for manden, der hejser flaget!

Og så er det selvfølgelig Paula Larrain. Mage til kolerisk kælling skal man ikke nødvendigvis lede længe efter, men hun dukker jo konstant op, så hvorfor ikke give hende lidt spalteplads. Har hørt, hun er ellevild med den slags, og eftersom Bethany efterhånden har infiltreret indercirklen af Mediegalskaben, ved hun et og andet om damen. Ja, man opsnapper jo diverse. Især hvis man er lidt frisk med fileten, kommer mændenes tunger på gled på mere end én måde. Hvis I forstår sådan en lille én. Ikke at Bethany synes, man skal sparke til skrald, der allerede ligger på jorden, men én må kraftedemig ha’ lidt ilt ind imellem, så der kan blive plads til ny mavesur galde. Og selvom Larrain i forvejen har en kæmpemæssig imageudfordring at overkomme, kan det jo ikke hjælpe, hvis vi ikke sammen med hende erkender. Erkendelse er vigtig. Det siger de selv i AA.

Paulapigen bør her i 2012 tænke tilbage på tiden, hvor hun spankulerede rundt hos DR. Vellidt var hun mildt sagt ikke. Dramadullen var konstant på dupperne. Hysterisk og utilfreds. Sad håret ikke ordentligt klagede hun over den stakkels sminkedame. Fik hun sagt et forkert ord for åben skærm, gik hun i spåner og mente, at hun nu var til grin for hele Danmarks befolkning – som om hun ikke altid er til grin, det tåbelige stykke kvindfolk. Og når der ikke var nogen at skælde ud på, eller tingene ikke gik efter fjolsets hoved, tangerede hun den ene besvimelse efter den anden. Som om det hjælper! Folk ser åndssvage ud, når de besvimer. Rullende øjne, blege ansigter og savl. Føj da. Men måske ser det ikke sådan ud, når man besvumser efter forgodtbefindende? Bethany må spørge Larrain ved lejlighed.

Nå, men Larrains endeligt på DR indtraf ifølge Bethanys kilder, da hun fik tilsnusket sig oplysninger om den kære Reimer Bo, som åbenbart fik mere i løn end hende selv. Himmel og jord satte hun i bevægelse, den arrige varan, og truede med at skride, fik hun ikke en klækkelig lønforhøjelse. Vi taler om et beløb på omkring de 240.000 kroner. Skullle jeg lige huske at tilføje, at DR stod for at skulle fyre 300 medarbejdere på det tidspunkt? Egoistiske snotso – det kan nok lære en og anden ikke at stemme konservativt! Snu, som Larrain ikke er, smed hun selvfølgelig feministkortet, og i teorien havde damen jo en pointe. Mænd og kvinder skal vel betales det samme for samme arbejde? I praksis er det nok så som så lige i denne sammenhæng, da Larrain da må være vidende om, at Reimer – ligesom Bethany – bare er bedre. Og selvom skrigballonen prøvede at overbevise nyhedschefen om, hun var elsket af folk, men nok mest fæ, og derfor ikke kunne undværes, gav han sig ikke. God mand, ham Henrik Keith. ”Så skrider jeg,” brægede Paula. Og ja, god tur med det, sagde Henrik Keith så nok. Behøver jeg at sige, at der ikke dukkede mange op til afskedsreceptionen? Det tror jeg kraftedemig ikke, jeg gør. Hele bundtet sad garanteret og fejrede kranens afgang ovre på Pastis. For ude var Paula og således også den kronisk dårlige stemning på DR.

Siger kilder.

Hvad skulle den lille Paula med svovlstikkerne så stille op? Jo, medieliderlig som hun naturligvis stadig var, kastede hun sig ud i forskellige projekter. Noget politik og noget vild-med-at-se-dum-ud-til-dans. Ingen af delene gik som håbet. Paula var åbenbart ikke så elsket af folket og fæet som først antaget. Så hvad gør man for at blive i rampelyset? Man fodrer Se & Hør og øvrige sladderspalter med personlige oplysninger om sit røvsyge privatliv såsom skilsmisse, anal kløe, graviditet og ny kæreste. Kvindemennesket huskede dog lige, mens hun delte ud af gaverne, at minde journalisterne om, at de selvfølgelig ikke havde oplysningerne fra Larrain selv, men fra en kilde. Lidt ligesom Bethany. Hun har også det hele fra kilder. Larrain er åbenbart klog på den måde. Dog ikke klog nok til at erkende, at man så skal lade være med at flippe skråt, når oplysningerne publiceres og derefter beskylde diverse journalister for urent trav. Føj for fucking fanden, manner! Kraftedemig en pinlig affære, Larrain. Din skamløse møgkost. Du giver mig trang til at kaste op i dit løgnagtige fjæs!

Hvad der saftsusemig også var pinligt, og hvad der fik forargede bryllupsgæster til at kime pressen ned, var historien om det stupide fjols til Mads Holger, som spiste fiskefilet med remo til sit og Larrains bryllup, fordi han endnu ikke havde lært at spise voksenmad. Skændeligt! Sikkert også derfor han var lige ved og næsten at flække knæskallerne på Larrains partner fra vild-med-at-se-dum-ud-til-dans i et anfald af jalousi. Små børn og mennesker har det som bekendt med at slå – og spise fiskefilet. Lad os lige i samme åndedrag mindes den bog, hvor Larrain og Mads Find Holger gav den som en litterær version af John og Yoko. Eller forsøgte, hvilket de nok skulle have ladet være med. Helt godt gik det jo ikke, vel? Mildt sagt.

Larrain – det må stoppe nu. Du skal lade være med at udsætte dig selv for den slags. Du var god i et eller andet madprogram, det vil Bethany give dig. Fine chilenske retter fik du langet over disken. Så hold dig til det. Hold dig til køkkenet. Alt andet ser jo bare ud til at gå helt galt… siger kilder. Og for en god ordens skyld skal Bethany oplyse, at ’kilder’ ikke er Larrain, selvom det selvfølgelig er oplagt at antage. Men pigebarnet har ikke mit nummer. Og det er fandeme heldigt, for ellers havde jeg kraftedemig da haft kosten hængende i røret konstant. Snothysterisk som hun er. Og med historier fra… ’kilder’.