Bitterfissen Bethany som satirisk Guerilla-feminist

Gæsteindlæg af Benjamin Boysen, Litteraturforsker

Benjamin er den kloge mand, der var i Go’ morgen Danmark med Rahbæ og Lund-dum. (Føler stadig med ham) Benjamin har før skrevet om Bethany i Information, og er også citeret på den ene flap i Bogen.

Onsdag d. 29. februar udkom En Bitterfisses Bekendelser af den efterhånden herostratisk berømte Bethany Hansen (for hvem en Jeanett Veronica Hindberg fra Farum viste sig at være dukkefører) og torsdag d. 8 marts var det Kvindernes Internationale Kampdag. Hvad har de to ting dog med hinanden at gøre? – Ikke så lidt, hvis man spørger mig. For Bethany er en satirisk Guerilla-feminist, der på sardonisk vis spejler og udstiller det kønspolitiske medielandskab, hvis dominerende fortællinger om opskriften for kvinder på at opnå succes eller leve det gode liv udstilles som hul, indskrænket, kynisk smiskende, usolidarisk, konformistisk, dobbeltmoralsk og svimlende ufri.

Kvinde- og menneskefjendsk?
Men, hov! Er Bitterfissen Bethany ikke hende, der indædt hader kvinder, og som i bitter jalousi groft tilsviner smukke, modige og stærke kvinder, der gør en god figur og er gode rollemodeller i medierne? For som det hedder på flere af bloggene, er det ikke tydeligt, at kvindehadet lyser ud af hendes galdedryppende blog? Og har Weekendenavisens anmelder Leonara Christina Skov ikke slået fast, at Bethanys verbale syrebade er dybt ’misogyne’ (2.12)? Flere af anmelderne af bogen fremhævede tillige det menneskefjendske ved projektet. I Kulturen på NEWS (28.2) mente Knud Romer, at Bethany udtrykte ’et uhæmmet analsadistisk raseri’, hvis yderste konsekvens var mordet, mens anmelderen på Information mente her var tale om ’menneskefjendsk monotoni’ (2.3).

Men, intet kunne være mere forkert. Forestillingen om, at Bethany er kvinde- og menneskefjendsk er noget fordrukkent sludder, for Bethany giver nemlig tværtimod stemme til en skarp, kompromisløs og overordentlig morsom lutring af de kvinde- og menneskefjendske tendenser der er dominerende i mediebilledet.

Gudskelov gives der folk, der formår at holde hovedet koldt – folk som i øvrigt (ganske sigende) har et feministisk engagement. Tilbage i efteråret 2011 fremhævede Elisabeth Møller Jensen (Direktør for Kvinfo) på sin Facebook-profil ’Bitterfissen Bethanys satiriske humor’, mens dr.phil. Lotte Thrane tilsvarende priste Bethany for at være ’sjov og underholdende’ (Information 18.11). Under overskriften ’Du er en stor hykler, Anne Sophia Hermansen’ skrev Jette Hansen (Politiken 5.11) om, hvorledes Bitterfissen Bethany gav de højreorienterede, kvindelige meningsdannere tørt på ved at give igen af samme mønt med perfiditeter, udæskende latterliggørelser, osv. Derfor mente Jette Hansen, at Anne Sophie Hermansen og hendes borgerlige venners bestyrtelse fremstod i et temmelig hyklerisk og dobbeltmoralsk lys.

Hvad siger hovedpersonen selv til disse anklager om misogyni og misantropi? Hun ryster på hovedet: ’Bethany hader ikke kvinder. Bethany hader ikke nogen. […] Tag jer dog sammen og stop kællingeklynkeriet’. Bethany er nemlig, som hun selv siger, en ’trojansk hest’: ’Hun infiltrerer de uvidende indefra og må derfra forsøge at oralkneppe lidt intelligens ind i deres åndsforladte hoveder’. Bethany er således snarere et kønspolitisk troldspejl, der demaskerer mediebilledets dominerende opskrifter for kvinder til at indfri drømmen om succes og det gode liv. I Bethanys satiriske samfundsspejl bliver de kønspolitiske betændtheder klemt ud med munter skadefro, og pudset afslører, hvorledes mediernes dominerende, kvindelige rollemodeller i virkeligheden rummer en stor portion dobbeltmoral, indskrænkethed, kynisme, selvmodsigelser, forløjethed og klaustrofobisk ufrihed. Som barnet i ’Kejserens nye klæder’ og Bøllebob, der som bekendt både er ’grov, men sjov’, skyder Bethany lystigt løs på især tre kønspolitiske skydeskiver: (1) ’liberalistkusserne’, de borgerlige kvindelige meningsdannere, der anklages for at være usolidariske og smiskende kyniske i deres afblæsning af kvindekampen, og som derved i en selvgratulerende gestus avancerer til at blive ’one of the guys’; (2) ’reality-retardos’ og (pseudo-)kendis kulturen, hvor unge kvinder bliver kendte på at smide kludene eller for at knalde for åben skærm i programmer som Paradise Hotel, hudflettes for at give kvinder en opskrift på succes, der udelukkende består i at give husarerne en stivert; (3) og endelig den måske mest betændte gruppe bestående af ’kreakragerne’ og ’speltkusserne’, som prædiker en selvcentreret og eskapistisk dyrkelse af det kønne, yndige og perfekte, der er forløjet og menneskefjendsk (da hverken livet eller menneskene kan indfri fordringerne) samt skræmmende ufri.

1. ’Liberalistkusserne’
Tilbage i efteråret 2011 oplevede Bitterfissen sin claim to fame efter, at hun formastede sig til at udæske Berlingskes blå anti-feministiske blogger Anne Sophia Hermansen, som først var meget begejstret for Bitterfissen, men som efterfølgende blev olm, da hun selv blev skydeskive for Bethanys krasse kommentarer. Bethanys drøje hug til Hermansen fik nemlig det borgerlige establishment op i det røde felt. Først gik Tom Jensen (medlem af Berlingskes chefredaktion) til forsvar for ’Meningsfissen Anne Sophia Herpes’ på sin blog, hvorefter netavisen 180 grader bragte et indigneret indlæg af blå feminist Camilla Paaske Hjort. Dernæst blev Hermansen bakket op af Jesper Beinov (debat- og navneredaktør på Berlingske og gift med Inger Støjberg), mens den tidligere justitsminister Søren Pind på Facebook opfordrede til at retsforfølge personen bag pseudonymet Bethany Bitterfisse. Oh, den ytringsfrihed – det er ikke nemt, når den også gælder for de andre… Og herefter rasede den borgerlige litteraturredaktør på Weekendavisen, Anna Libak, over Bethany i Deadline (5.11) i debat med forfatter og feminist Jette Hansen. Imens slog hovedpersonen en homerisk latter op: ’Er I overhovedet klar over, hvor meget Bethany griner af denne farce? Det er jo HELT gak!’, som hun skrev på sin blog.

’En storm i en kop Fernet’, som Bitterfissen skrev om miseren? Måske. Men som hun kommenterede senere i sin blog, så er ’det er da alligevel interessant at se, at det tilsyneladende først kan vække forargelse, når det går ud over et medlem af det bedre borgerskab. I er så helvedes sarte. Få dog hår på de glatbarberede skambamser! Og er det ikke jer, der har så travlt med, at kvinder skal træde ud af offerrollen? Det gælder åbenbart alle andre end jer selv’. I hvert fald er det da lettere hyklerisk først at grine højt, når det nådesløse sigtekorn er rettet mod andre, hvorefter man forarges og mobiliserer hele sit borgerlige vennekorps, når man selv kommer på sigtekornet.

De blå ’feminister’ udstilles for deres dobbeltmoral, som desuden er kynisk smiskende. For al den stund kvinder ikke får det samme i løn som mænd for det samme stykke arbejde, og al den stund der er stor forskel på lønniveauet inden for sammenlignelige traditionelle mande- og kvindefag, afviser de blå feminister, at der overhovedet er et ligestillingsproblem. Med andre ord: de blå ’feministers’ uudtalte præmis synes ofte at være, at hvis de andre kvinder var ligeså kloge, dygtige, sexede og modige som dem selv, så ville de ikke have noget problem. Så udover at være usolidariske og uskønt selvgratulerende, er de blå ’feminister’ også smiskende kyniske – ganske som Naser Khadar, der, som muslim med arabisk baggrund, trods begrænset politisk talent, blev umådelig populær i det borgerlige Danmark på at afvise, at Danmark havde et problem med fremmedfjendsk islamofobi. I et interview i Information (25.2) udlægger Bethany således de borgerlige, kvindelige meningsdanneres egoistiske kynisme med disse ord: ’Det er jo modbydeligt meget skudt forbi at tale kvindesagen, når man ikke har andet end cafe latte og håbet om at bolle sig til en finere plads i hierarkiet i hovedet’.

I sin lutring af ’Liberalistkusserne’ kan man altså ikke sige, at Bethany er kvindefjendsk – tværtimod hudfletter og udstiller hun de kvindefjendske og reaktionære tendenser hos de blå ’feminister’, der bl.a. truer med at legitimere en tilbagerulning af kvindekampens landvindinger.

2. ’Reality-retardos’ og kurtisanekulturen
Herudover spidder Bethany en dominerende tendens i mediebilledet, hvor unge kvinder høster (kortvarig) succes og (kortvarig) berømmelse gennem diverse reality-shows, dameblade og herremagasiner ved at smide tøjet og føre sig frem som blanke duller. Med andre ord latterliggøres en kurtisanekultur, der tilsiger, at unge kvinder sikrer sig succes ved at vække drengenes liderlighed, ved at påtage sig lillepigeattituder, trutmund og efterligne pornoskuespillerinder. Tåbeligheden, tomheden og det indskrænkede ved en sådan fremherskende model for kvindelig succes blotlæges brutalt i latterliggørelsen af folk som BlankoBlondie (Macha Vang), Michelle Hviidesnit, Tina Lund-Dum, Zangenskinken eller Sinkenberg (Julie Zangenberg), Lambihjernen Medina, Linse Vanvidspat Kessler, Angela Brinkobitch, osv., osv. Disse kvindelige ’forbilleder’, der mest af alt ligner ’en forsamling østberlinske callgirls’, latterliggøres således for at legemliggøre et dumt og fattigt bud på det gode liv. Problemet er omfanget af denne kultur, og Bethany ser det derfor som sin ’forbandede pligt’ at revse dette fænomen, for ellers bliver det ’next stop: Skelbækgade’!

Bethany er skam ikke imod porno og prostitution som sådan, og selv er hun polygam og promiskuøs, men hun sætter foden ned overfor en medietrend, der dikterer, hvorledes det gode liv for en ung kvinde kun kan baseres på den succes, hun har med at give drengene ståpik. På denne måde må man igen konkludere, at Bethany ikke er kvindefjendsk, men snarere problematiserer mediernes egen reaktionære ’forbilleder’ for kvinder.

 

3. ’Kreakraverne’ og ’speltkusserne’
Bethany viser på drilsk vis, hvordan livsstilsindustrien tvinger et uomgængeligt imperativ om succes, perfektion og selvrealisering ned over hovedet på kvinder. Problemet er naturligvis, at det levede liv med alle dets ulykker og skævheder bliver devalueret. Som Bethany skriver om en livsstilsblogger: ’Du er jo sådan en, der råder mennesker til at være noget, de ikke er’. Pænhedstyranniet og perfektionismen, som dominerer det kvindelige livstilssegment (herunder blogossfæren), rummer også en dyb ufrihed, idet den er bestemt af et neurotisk behov for selvfremstilling: ’Hvad fanden skal vi med de lortelalleglade billeder af symbiotisk overlykkelig familie? Det er spil for galleriet’. Derfor udfordrer hendes blog også meningsmagerne og livsstilseksperterne, der dels tilsiger, at personlig succes (der spejles i andre) er altafgørende, dels bydende giver opskriften på, hvorledes den sikres. Derfor hånes ’speltfisserne’ eller ’de polerede speltkusser’ for at dyrke et individuelt projektmageri, der er forløjet og isnende hult. Den kreatives klasses tørst efter at være speciel (på den ’gode’ måde) er desperat og forloren, for problemet er, at ’I alle ligner hinanden til forveksling m. jeres spejlblanke øjne og lyserøde trutmund’. Modsat den selvoptagede og selvfede succeskultur, hvor alle som en dyrker ’sit forstilte særpræg’, hvis smil er stivnet i konforme grimasser, viser Bethany, at egentlig individualisme ikke har brug for andre som spejl: ’Jeg har en FEST med mig selv, og man kan deltage eller lade være’.

Bethany forklarer endvidere, hvorledes ’kreakraverne’, ’kreabloggerne’, ’kreakøerne’ og ’Nynneklonerne’ ’sidder i deres Nordsjællandske hjem, som er betalt af deres impotente, nosseløse mænd, og bruger dag ud og dag ind på Facebook, hvor de giver den som forfatterinder, økokøer og selvstændige kællinger, mens de nedgør De unge mødre, mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og ja…førtidspensionister’. Med andre ord er denne hysteriske jagt efter perfektion og glansbillede-idyl ikke blot forløjet og dybt ufri, den er også dybt usolidarisk for så vidt den fordrer udgrænsning og eksklusion af det grimme og smertelige.

Endnu engang må der meldes hus forbi med hensyn til anklagen om kvindehad, for Bethany går nemlig bidsk til angreb mod en kultur, der truer med at gøre kvinder mere ufri, neurotiske, frustrerede, narcissistiske, usolidariske samt menneskefjendske.

En feministisk trojansk hest
Når begavede og veluddannede folk kan tage så groft fejl med hensyn til det såkaldte kvinde- og menneskefjendske element hos Bethany, der jo netop snarere er solidarisk og feministisk, er det svært at se det som andet end en bekræftelse af hendes kønspolitiske indsigelser, der vittigt, morsomt og velskrevet diagnosticerer de betændte områder i vores dominerende mediekultur.

En anden kilde til den voldsomme forargelse består, mener jeg, også i det forhold, at den satiriske konstruktion Bethany er en kvinde – for i vores kultur er det simpelthen upassende og uacceptabelt, at en kvinde taler og gebærder sig på en måde, der ellers ville være acceptabel for en mandlig stand-up-komiker eller havnearbejder. På den måde bliver forargelsen en bekræftelse af ufriheden ved de nagelfaste forventninger til, hvad det vil sige at være kvinde i dag.

Yderligere er Bethany også gået over stregen på den måde, at hun – modsat dansk kutyme inden for politik og medier (jf. sidste årtis grove tilsvining af de fremmede og den nuværende mistænkeliggørelse af de arbejdsløse) – har tilladt sig at sparke opad i stedet for nedad. Det er særligt problematisk, idet Bethany skriver fra et ståsted, der tilhører mediebilledets vrangbillede og den konsekvent dårlige smag: Bethany er således en flittig gæst på den lokale bodega, mens tvillingerne på 2 og datteren på 4½ er sendt i plejefamilie sammen med plejesønnen, negerbarnet Adolf H. Itler! Hun er tidligere kommunemester i Rumba, lytter til Diskofil og ABBA, og er ikke just modebevidst, da hun køber alt sit tøj i Føtex og Bilka. Hun har altid læst Familiejournalen, er vild med pragtfulde mandfolk som Dan Rachlin, Ole Thestrup og Bengt Burg og længes efter de gode gamle dage med solid underholdning som Brødrene Bisp og Voldsom Volvo. Som tidligere glædespige for folket har Bethany opbygget en stor erfaring, der dog desværre har medført et ’ret så slidt skræv, også kaldet ’The Abyss’ og ’Bermudatrekanten’ samt ’kronisk klamydia’. Endelig forklarer Bethany, at hun har ”gramsevenlige babser. Og ja lidt overskæg, men sådan er det at blive ældre”.

Når Bethany således legemliggør en sådan social bundvending, der ubekymret tillader sig at latterliggøre Sucess-Danmark vil forargelsen således ingen ende tage.

Hvor vover hun?

Når Bitterfissen Bethanys satiriske Guerilla-feminisme bliver fejlfortolket som kvinde- og menneskefjendsk bliver det åbenbart, hvorledes hendes kønspolitiske kritik har ramt plet med hensyn til de kønspolitisk ømme punkter i vor kultur.