Rygterne om min død er stærkt overdrevne

Dramakællinger hele banden! Skulle jo saftsusemig bare finde min hukommelse, og nu er selvmordsraten i Danmark pludselig eksploderet. Så slap dog af, idioter. Jeg skrev “Tak for nu” ikke “Fuck jer for altid”, så drop nu jeres klynkeri og tag jer sammen. Kan for helvede ikke passe jer op i hoved og røv 365 dage om året.

Nåh men, hukommelsen er vendt tilbage. Havde tilsyneladende forlagt den i en bog og en rød sofa. Jeg har nemlig skrevet genialiteter, ingen nogensinde har set mage, og sammen med Forlaget Turbulenz og deres røde sofa I bring to you (vi bringer ikke ud!): Bogen! Eller En Bitterfisses Bekendelser, som den jo hedder. Fin titel, ikke sandt? Den slags kommer bare til Bethany. Helt ud af det blå. Så dér kan man bare se. Kraftedemig da ikke det værste, der kan komme ud af hukommelsestab og Fernetmisbrug.

Det har dog været vanvidsskabende at skrive en bog. Det kan jeg da ved den søde kløe fortælle jer! Ganske givet derfor, min hukommelse forsvandt. Den er selektiv på den måde – lukker ned, når jeg har rodet mig ud i noget, jeg helst skal svare “Det kan jeg ikke huske” til, når jeg uundgåeligt ender for en dommer. For det ender sgu nok dér, når klynkekusser som Paula Larrain, Anne Sophia Hermansen og Michael Jeppesen, mine latterlige fans, komikere, andre bloggere, politikere og desperate pseudokendisser får én på hatten – den slags er de nemlig ikke nede med, da det ikke er skiderart, når spejlet pludselig viser det, man helst vil undgå at se. Det vil i dette tilfælde sige: Sandheden. For den får I – råt for Fernetforsødet – til evig arv og eje til de mindrebemidlede generationer, I nødvendigvis må producere med den manglende hjernekapacitet, I render rundt med.

Hvorfor jeg skrev en bog? Spørger I. Krafthelvede, jeg magter ikke jeres urimeligt dumme spørgsmål. Var fandme da nødt til det. For det første var der ved at gå spejdermarkedsstemning i den ovre på Facebook, og for det andet var jeg ved at miste overblik. Godt nok skal man holde fjenden tæt, men i dette tilfælde så jeg mig nødsaget til at træde ti skridt tilbage, danne overblik, infiltrere og så give den gas med rygter, visdomsord og subjektive meninger. Ja, sandheden som sagt! Én gang for alle! Så hæmningsløst og tåkrummende, at selv den dummeste Blankobitch forhåbentlig fatter, at Bethany hverken er sjov eller nogens forpulede ven.

Bogen udkommer den 29. februar. Om TO dage, må jeg vel hellere tilføje, da I som regel har svært ved at forstå selv det mest simple. Som et godt råd vil jeg foreslå et supplement af nervemedicin og finsprit. I får brug for det!

Missed me, suckers? (Sutter I melmissen?)