Eurowoman åd min hjerne

Anne, Anne, Anne. Tsk, tsk, tsk. Hvorfor, spørger Bethany. Hvorfor gør du den slags mod dig selv? Det er simpelthen tåkrummende at beskue. For endnu engang lægger Anne Sophia Herpes sig fladt ned og inviterer til bunkepul med den forsamling Klynkeklunker, hun med rette kan kalde sin fanskare. Kan damen skrive noget uden samtidig at slikke mænd i røven? Lader det sig gøre? Jeg tror det næppe, og hun skjuler det kraftedemig ikke ret godt – heller ikke selvom, hun smider om sig med tidens mest hypedede buzz words (bi ord) som eksempelvis “Substans”. Prøv med “Indhold”. Det stinker mindre end de lidt for hyppigt forekommende jeg-har-behov-for-at-pakke-banaliteter-ind-i-ordgejl-for-at-lyde-intelligent-prutter. Ikke at Bethany har det mindste at udsætte på tarmgas, men alligevel.

Man bliver dum af at læse dameblade. FULD STOP. Det mener Herpes. Eller Herpes gør som sædvanligt ikke, men en anden journalist, som Herpes nu har lånt sine pointer fra (efterhånden en kedelig tendens). Men alting ville åbenbart være meget bedre, hvis dameblade var lidt mere som mandeblade. Det er kraftedemig smukt og stinker ikke så lidt af Bethanys røde svin til en gymnasielærer, der tilbage i 70’erne havde en smule for travlt med at forklare klassens drenge, at kussekønnet var det eneste rigtige, og mænd enten skulle brænde bh’er eller selv gå med dem. Som historien kan berette, valgte de det sidste, hvilket i dag har resulteret i: Klynkeklunkerne. Så nej, det kan selvfølgelig ikke undre, at man i dag finder disse kastrerede tåber langt oppe i Herpesnumsen. Bethany kan sagtens forstå, de føler sig hjemme der. Det kaldes social arv. Bethany er forstående og indsigtsfuld på den måde.

Men hvad Bethany ikke forstår er, at Herpes – selvstændig kvinde med ben i kyllingen – offentligt vedkender sig, at hun er dum. Som hun skriver: “Damebladene, der måned efter måned vægter stil over substans”, hvorefter hun tilføjer, at hun i årevis selv har købt “revl og krat”. Eller skal det måske forstås sådan, at det kun er alle andre end Herpes, der bliver dumme af at læse den slags? (retorisk spørgsmål). Bethany tænker, at Herpes stadig render rundt og leder efter en forklaring på, hvorfor hun aldrig blev “all that” (alle får på et eller andet tidspunkt fnat) og derfor nu forsøger at give damebladene skylden for det. Man ser næsten overskrifterne for sig: “Eurowoman åd min hjerne”, mens Herpes står og kigger ud over Peblinge Sø med spejlblankt udtryk i fjæset. Dén kommer til at sidde lige i skabet.

Bethany har aldrig læst andet end Familiejournalen, hvilket i sig selv må falsificere pointerne fra den journalist, som Herpes har kopieret. Herpes har derimod læst en hel masse andet, og nu sidder hun og er det fremmeste eksempel på speltkussejournalistik, som kendetegnes ved såkaldte kloge kvinder, der udtaler sig om alt andet end det, de egentlig ved noget om. I flæng nævnes: Præsten Lilleør, Vibeke Maddike og Sørine Gudfredsens. Simpelthen Berlingerens svar på et skamlæbevedhængt Dream Team. Og man kunne så spørge sig selv, hvad der er mest fordummende: Speltjournalistikkens forsøg på at tegne et billede af kvinder som pyntesyge kællinger med store biler og for meget ordgejl, eller damebladenes tiltro til, at kvinder magter at skelne skræv fra kameler og udmærket selv kan finde ud af, hvornår tiden er til at lægge neglelak og til at gå på arbejde? Begge dele er dog lige hjernedødt. Se bare på Herpes. Hun er med sikkerhed ikke klar over, hvad der er hvad. She’s killing me (hun kilder mig), og Bethany føler sig snart presset til at skrive et indlæg om, hvordan det er Herpes’ skyld, at jeg igen og igen slår mig på flasken. Det vil hun tro på. Eller også giver hun Femina skylden. Ét er sikkert: Det er i hvert fald ikke min egen. Bethany er jo kvinde, og er jeg dum, fordrukken eller helt til rotterne, må en eller anden stå til regnskab – om det så er Herpes eller damebladene.

Bethany