Mysteriet om den lille lune – (Del 2)

Hvis der er noget, der får mig til at køre helvedeskørsel i 2CV’en og drikke Underberg før klokken 10.00, så er det mennesker, der kopierer hinanden uden at spørge om lov. Så I kan sikkert forstå, hvorfor det er hårdt for mine nerver at bevæge sig rundt i Blogstilstandsland.

Og her når vi ind til kernen af mysteriet om Den lille lune, for hvem kopierede hvem? Mulighederne er mange…nej, faktisk bare to, og det er selvfølgelig påfaldende, at den Katolske Drøvtygger var først ude med en tudegrim sweater, der umiskendeligt ligner den, som KreaKragen kalder sin, men det lader vi endnu engang hvile. Man er jo ikke typen, der skaber røre i Andedammen på en højhellig fredag, hvor kopimaskinen ikke virker, og Abba synger himmelsk om Waterloo.

Kopistbloggerne er bitre mennesker. Ja, faktisk er de næsten mere bitre end mig, og det siger ikke så lidt. De er sure, fordi de aldrig bliver dem, der får succes og derfor må nøjes med at gnave løs på andres rester. Det er i øvrigt også dem, der er helt vilde efter at få mig til at gå i flæsket på de bloggere, der rent faktisk er i stand til at finde en selvstændig tanke derinde i rodet bag lagkager, bleskift og garnnøgler. Jeg ville dog også være sur, hvis min hjerne var gjort af to brikker, som ikke kan andet end at sparke til hinanden. 

  

Har ingen nogensinde fortalt jer, at I aldrig kommer foran ved at gå i andres fodspor? Men går den, så går den, tænker Bethany, mens hun brygger kaffe til Chefen, som endnu engang kommer for sent og ligner en, der har penetreret samtlige kontordamer i kvarteret natten over. Han stritter så mærkeligt med numsen, når han har haft gang i den slags.